top of page

Indret lyset efter de ældste medarbejdere


God belysning er en videnskab.

For de fleste vil der være en mærkbar forskel i deres syn når de når 50 år. Det gør det særlig svært at lyssætte lokaler, hvor der arbejder mange mennesker, for forskellige mennesker har forskellige behov.

Jo yngre man er, jo mindre er behovet for lys. Jo ældre man er, jo større bliver behovet for lys. Men ikke bare for et hvilken som helst slags lys. Glaslegemet i øjet bliver mere gulligt og absorberer mere af det blå lys, som derfor ikke når nethinden. Derfor skal vi have mere lys, når vi bliver ældre og gerne lys indeholdende mere blåt (ses som kold hvid). Mere af lyset det skal være rettet, så det er skyggegivende. Det skal med andre ord være kontrastgivende, da vores kontrastsyn (vores evne til at skelne ting i samme farvenuance/styrke fra hinanden), bliver ringere med alderen.

Undgå for meget diffust lys. I dag er det meste lys på kontorer diffust lys. Det er lys, som spredes så meget på vejen ud af en mat pære i en lampe der også sender lyset ud igennem en mat plastik/glasplade, at man får "gråvejr" på kontoret. I gråvejr har man næsten ingen skygge - det føles for nogen, som om man eksisterer lidt mindre, og gråvejr lægger en dæmper på glade følelser. Samtidigt er det sværere at se skarpt, når der ikke er nogen klare skygger/kontraster – særligt hvis man er begyndt at komme lidt op i alderen.

Man bør som udgangspunkt indrette lyset på kontoret til at passe til de ældre medarbejdere. Yngre kan nemlig langt nemmere tilpasse sig.

Særligt kan man med kontorarbejdslampen gøre en forskel, da det er den, der oplyser det, vi ser på, det meste af tiden. Det er derfor særligt vigtigt, at den kan give et direkte og ikke diffust lys, gerne med en blålig tone, der ligger tæt på dagslys og at den kun giver én skygge og ikke flere (nogle LED lamper laver en skygge for hver diode, de er udstyret med). Lampen skal placeres, så den ikke giver blændende genskin i bordfladen, og så den lyser på det, der skal ses. Det er en udmærket løsning for mange at indkøbe to kontorarbejdslamper, så det er nemmere at styre sit eget lys individuelt.

For at skabe en god skyggeeffekt, der ikke giver for sorte skygger, kan den ene lampe have diffust lys og den anden have rettet lys.

Hvad skal man vælge lampe/lyskilde efter?

RA værdi >90 Vælg din kontorarbejdslampe/lyskilde efter RA værdien - altså farvegengivelsen af det oplyste (kaldes også CRI). Den skal være så tæt på 100 som muligt, så ser du farver og detaljer mere ubesværet. Tidligere gik man op i, at lampen skulle udformes, så lyset ville sprede sig asymmetrisk ud over bordet i stedet for at samles i en rund plet, men det er i virkeligheden mest et spørgsmål om, at man få placeret og vinklet sin lampe ordentligt, så den ikke blænder i bordfladen. Det er derfor vigtigere, at den nemt og fleksibelt kan flyttes og indstilles.

Kelvingrad 3000-4000

Kelvingraden er farvetonen af lyset. Man installerer gerne varmt (let gulligt/orange) lys i de fleste lamper i hjemmet på ca. 2700 kelvingrader, da vi forbinder varmt lys med hygge og at befinde sig godt. Men det ældre øje aflastes af en højere kelvingrad der giver mere hvidt lys, gerne mellem 3500-4000 Kelvingrader (5000 er dagslys midt på dagen).

Lumen > 400 lumen Lumen fortæller hvor meget lys lyskilden afgiver. Man har forsøgt at lægge de nye LED-pærer på samme lysniveau som glødepærerne lå på, og du kan som en grov tommelfingerregel bruge de første to tal af lumenværdien og oversætte det til, hvor mange watt der var i en glødepære. Dvs. en LED-pære med 400 lumen svarer nogenlunde til en 40 watt glødepære, og en 600 lumen omregnes groft som en 60 Watt glødepære.

Gå efter en 400 lumen pære som start til arbejdslampen og afprøv om det er tilstrækkeligt med lys til, at dine øjne føles afslappede når de skal læse. Ellers afprøv 600 lumen i stedet.

I nogle LED-arbejdslamper kan lyskilden ikke skiftes ud, men lyset kan dæmpes. Det udgør dog en risiko for at lyskilden begynder at flimre.

Hvis du er lidt oppe i alderen, og du skal have en ny arbejdslampe, så vælg derfor:

Gerne en lampe hvor lyskilden kan skiftes til den styrke og farvegengivelse, der passer dig. Den skal være nem at flytte på og nem at indstille i forskellige vinkler. Lyskilden skal have en RA/CRI værdi, der er over 90 og vælg gerne en Kelvingrad på 3500-4000 (med eks. Hue og IKEA trådløs kan man indstille kelvingraden på pærerne med mobilen. Men Ra-værdien er endnu ikke kommet op på 80, og de anbefales derfor ikke som lyskilde i arbejdslampen).

Lampen må endeligt ikke blænde i sig selv, som eks. en lampeskærm der er lavet udelukkende af mat glas kan gøre. Vælg en af ugennemsigtigt plastik eller metal, som kun sender lyset ud på de ting du vil se, og ikke direkte i øjnene på dig.

Belysningsrådgiver Elisabeth Tang

Featured Posts
Recent Posts
Archive
Search By Tags
Follow Us
  • LinkedIn Social Icon
  • Facebook Basic Square
bottom of page